Brugerhåndbog Annuller

Administration af Camera Raw-indstillinger

Lagring af billedtilstande som snapshots

Du kan altid registrere et billedes tilstand ved at oprette et snapshot. Snapshots er lagrede gengivelser af et billede, som indeholder det komplette sæt redigeringer, der er foretaget op til det tidspunkt, hvor snapshottet oprettes. Ved at oprette snapshots af et billede på forskellige tidspunkter under redigeringen kan du nemt sammenligne virkningerne af de justeringer, du foretager. Du kan også vende tilbage til en tidligere tilstand, hvis du vil bruge det på et andet tidspunkt. En anden fordel ved snapshots er, at du kan arbejde fra flere versioner af et billede uden at skulle dublere originalen.

Opret og administrer snapshots med fanen Snapshots i dialogboksen Camera Raw.

Bemærk:

Snapshotværktøjet er ikke længere tilgængeligt i Camera Raw-filtret i Photoshop. 

  1. Klik på knappen Nyt snapshot  nederst på fanen Snapshots for at oprette et snapshot.
  2. Skriv et navn i dialogboksen Nyt snapshot, og klik på OK.

    Snapshottet vises på listen under fanen Snapshots.

Når du arbejder med snapshots, kan du gøre følgende:

  • Hvis du vil omdøbe et snapshot, skal du højreklikke (Windows) eller holde Ctrl nede og klikke (macOS) på det og vælge Omdøb.

  • Klik på et snapshot for at ændre de aktuelle billedindstillinger til indstillingerne for det valgte snapshot. Billedvisningen opdateres i overensstemmelse hermed.

  • Hvis du vil opdatere eller overskrive et eksisterende snapshot med de aktuelle billedindstillinger, skal du højreklikke (Windows) eller holde Ctrl nede og klikke (macOS) på snapshottet og vælge Opdater med aktuelle indstillinger.

  • Klik på Annuller for at fortryde de ændringer, der er foretaget af et snapshot.

    Bemærk: Vær forsigtig, når du klikker på Annuller for at fortryde ændringer af snapshottet. Alle billedjusteringer, der blev foretaget under den aktuelle redigeringssession, går også tabt.

  • Hvis du vil slette et snapshot, skal du markere det og klikke på papirkurven  nederst på fanen. Du kan også højreklikke (Windows) eller holde Ctrl nede og klikke (macOS) på snapshottet og vælge Slet.

Bemærk:

Hvis du anvender snapshots i Lightroom Classic, kan du redigere dem i dialogboksen Camera Raw (og omvendt).

Lagring, nulstilling og indlæsning af Camera Raw-indstillinger

Du kan genbruge justeringer, du har foretaget på et billede. Du kan gemme alle aktuelle Camera Raw-billedindstillinger eller undersæt af dem som en forudindstilling eller som et nyt sæt af standarder. Standardindstillingerne gælder for en bestemt kameramodel, et bestemt kameraserienummer eller en bestemt ISO-indstilling, afhængigt af indstillingerne i afsnittet Standardbilledindstillinger i Camera Raw-indstillingerne.

Forudindstillinger vises efter navn under fanen Forudindstillinger, i menuen Rediger > Indstillinger for fremkaldning i Adobe Bridge, i genvejsmenuen for Camera Raw-billeder i Adobe Bridge og i undermenuen Anvend forudindstillinger i menuen Camera Raw-indstillinger i dialogboksen Camera Raw. Forudindstillinger vises ikke på disse steder, hvis du ikke gemmer dem i mappen med Camera Raw-indstillinger. Du kan dog bruge kommandoen Indlæs indstillinger til at søge efter og anvende indstillinger, der er gemt et andet sted.

Bemærk:

Du kan gemme og slette forudindstillinger ved hjælp af knapperne nederst i fanen Forudindstillinger.

  1. Klik på menuknappen Camera Raw-indstillinger , og vælg en kommando i menuen:

    Gem indstillinger

    Gemmer de aktuelle indstillinger som en forudindstilling. Vælg, hvilke indstillinger der skal indgå i forudindstillingen, og navngiv og gem den derefter.

    Gem nye Camera Raw-standarder

    Gemmer de aktuelle indstillinger som de nye standardindstillinger for andre billeder, som er taget med det samme kamera, med den samme kameramodel eller med den samme ISO-indstilling. Vælg de ønskede indstillinger i afsnittet Standardbilledindstillinger i Camera Raw-indstillinger for at angive, om standarderne skal knyttes til et bestemt kameras serienummer eller en ISO-indstilling.

    Gendan Camera Raw-standarder

    Gendanner de oprindelige standardindstillinger for det aktuelle kamera, den aktuelle kameramodel eller den aktuelle ISO-indstilling.

    Indlæs indstillinger

    Åbner dialogboksen Indlæs Raw-konverteringsindstillinger, hvor du kan søge efter indstillingsfilen, markere den og derefter klikke på Indlæs.

Angive, hvor Camera Raw-indstillinger gemmes

Vælg en indstilling for at angive, hvor indstillingerne gemmes. XMP-filerne er nyttige, hvis du planlægger at flytte eller gemme billedfilerne og vil bevare Camera Raw-indstillingerne. Du kan bruge kommandoen Eksporter indstillinger til at kopiere indstillingerne i Camera Raw-databasen til XMP-sidecar-filer eller integrere indstillingerne i DNG-filer (Digital Negative).

Når en Camera Raw-billedfil behandles med Camera Raw, gemmes billedindstillingerne på et af to steder: i Camera Raw-databasefilen eller en XMP-sidecar-fil. Når en DNG-fil behandles i Camera Raw, gemmes billedindstillingerne i selve DNG-filen, men de kan gemmes i en XMP-sidecar-fil i stedet. Indstillinger for TIFF- og JPEG-filer gemmes altid i selve filen.

Bemærk:

Når du importerer en sekvens af Camera Raw-filer i After Effects, anvendes indstillingerne for den første fil på alle filer i sekvensen, som ikke har egne XMP-sidecar-filer. After Effects kontrollerer ikke Camera Raw-databasen.

Du kan angive en indstilling for at bestemme, hvor indstillingerne gemmes. Når du åbner et Camera Raw-billede igen, får alle indstillinger igen de værdier, der blev brugt, da filen sidst blev åbnet. Billedattributter (målfarverummets profil, bitdybde, pixelstørrelse og opløsning) gemmes ikke sammen med indstillingerne.

  1. I Photoshop:
    Vælg Rediger > Præferencer > Camera Raw (Windows) eller Photoshop > Præferencer > Camera Raw (macOS).

    I Adobe Bridge:
    Vælg Rediger > Camera Raw-præferencer (Windows) eller Bridge > Camera Raw-præferencer (macOS). 

    I dialogboksen Camera Raw:
    Klik på knappen Åbn dialogboksen Præferencer.

  2. Brug dialogboksen Camera Raw-indstillinger til at vælge en af følgende i menuen Gem billedindstillinger:

    Camera Raw-database

    Gemmer indstillingerne i Camera Raw-databasefil i mappen Document and Settings/[brugernavn]/Application Data/Adobe/CameraRaw (Windows) eller Brugere/[brugernavn]/Bibliotek/Præferencer (macOS). Denne database indekseres efter filindhold, så billedet bevarer Camera Raw-indstillinger, selvom Camera Raw-billedfilen fjernes eller omdøbes.

    Sidecar-filer ".XMP"

    Gemmer indstillingerne i en separat fil i den samme mappe som Camera Raw-filen med det samme basisnavn og filtypenavnet .xmp. Denne indstilling er velegnet til arkivering af Raw-filer i længere tid sammen med de tilknyttede indstillinger samt til udveksling af Camera Raw-filer med tilknyttede indstillinger i arbejdsforløb, der involverer flere brugere. Disse samme XMP-sidecar-filer kan indeholde IPTC-data (International Press Telecommunications Council) eller andre metadata, der er knyttet til en Camera Raw-billedfil. Hvis du åbner filer fra en skrivebeskyttet enhed, f.eks. en cd eller dvd, skal du sørge for at kopiere filerne til harddisken, inden du åbner dem. Ekstramodulet Camera Raw kan ikke skrive en XMP-fil til en skrivebeskyttet enhed og skriver i stedet indstillingerne til Camera Raw-databasefilen. Du kan få vist XMP-filer i Adobe Bridge ved at vælge Vis > Vis skjulte filer.

    Bemærk:

    Hvis du bruger et revisionskontrolsystem til at håndtere dine filer og gemmer indstillinger i XMP-sidecar-filer, skal du huske, at du skal kontrollere dine sidecar-filer på kryds og tværs for at ændre Camera Raw-billeder. På samme måde skal du håndtere (f.eks. omdøbe, flytte, slette) XMP-sidecar-filer sammen med deres Camera Raw-filer. Adobe Bridge, Photoshop, After Effects og Camera Raw administrerer denne filsynkronisering, når du arbejder med filer lokalt.

  3. Hvis du vil gemme alle justeringer af DNG-filer i DNG-filerne, skal du vælge Ignorer sidecar-filer ".XMP" i afsnittet DNG-filhåndtering af dialogboksen Camera Raw-indstillinger.
    Bemærk:

    Hvis du gemmer Camera Raw-indstillingerne i Camera Raw-databasen og planlægger at flytte filerne til en anden placering (cd, dvd, en anden computer osv.), kan du bruge kommandoen Eksporter indstillinger til XMP til at eksportere indstillingerne til XMP-sidecar-filer.

Kopiere og indsætte Camera Raw-indstillinger

I Adobe Bridge kan du kopiere Camera Raw-indstillinger fra én billedfil og indsætte dem i en anden.

  1. Vælg en fil i Adobe Bridge, og vælg Rediger > Indstillinger for fremkaldning > Kopier Camera Raw-indstillinger.

  2. Vælg en eller flere filer, og vælg Rediger > Indstillinger for fremkaldning > Indsæt Camera Raw-indstillinger.

    Bemærk:

    Du kan også højreklikke (Windows) eller holde Ctrl-tasten nede og klikke (macOS) på billedfiler for at kopiere og indsætte fra genvejsmenuen.

  3. Vælg, hvilke indstillinger der skal anvendes, i dialogboksen Indsæt Camera Raw-indstillinger.

Anvendelse af gemte Camera Raw-indstillinger

  1. Vælg en eller flere filer i Adobe Bridge eller i dialogboksen Camera Raw.
  2. Vælg Rediger > Indstillinger for fremkaldning, eller højreklik på en markeret fil i Adobe Bridge. Eller brug dialogboksen Camera Raw til at klikke på menuen Camera Raw-indstillinger .

  3. Vælg en af følgende fremgangsmåder:

    Billedindstillinger

    Bruger indstillingerne fra det markerede Camera Raw-billede. Denne indstilling er kun tilgængelig i menuen Camera Raw-indstillinger i dialogboksen Camera Raw.

    Camera Raw-standarder

    Bruger de gemte standardindstillinger for et bestemt kamera, den aktuelle kameramodel eller den aktuelle ISO-indstilling.

    Forrige konvertering

    Bruger indstillingerne fra det tidligere billede i det samme kamera, den samme kameramodel eller den samme ISO-indstilling.

    Navn på forudindstilling

    Bruger indstillingerne (som kan være et undersæt af alle billedindstillinger) gemt som en forudindstilling.

    Anvende en forudindstilling

    Bemærk:

    Du kan også anvende forudindstillinger fra fanen Forudindstillinger.

Eksportere Camera Raw-indstillinger og DNG-eksempelbilleder

Hvis du gemmer filindstillinger i Camera Raw-databasen, kan du bruge kommandoen Eksporter indstillinger til XMP til at kopiere indstillingerne til XMP-sidecar-filer eller integrere dem i DNG-filer. Det kan især bruges til at bevare billedindstillingerne sammen med Camera Raw-filerne, når du flytter dem.

Du kan også opdatere JPEG-eksempelbillederne integreret i DNG-filer.

  1. Åbn filerne i dialogboksen Camera Raw.
  2. Hvis du eksporterer indstillinger eller eksempelbilleder til flere filer, skal du vælge deres miniaturer i visningen Filmstrip.
  3. Brug menuen Camera Raw-indstillinger  til at vælge Eksporter indstillinger til XMP eller Opdater DNG-forhåndsvisninger.

    XMP-sidecar-filerne oprettes i den samme mappe som Camera Raw-billedfilerne. Hvis du gemte Camera Raw-billedfilerne i DNG-format, integreres indstillingerne i selve DNG-filerne.

Angive indstillinger for Camera Raw-arbejdsforløbet

Indstillinger for arbejdsforløb angiver indstillinger for alle Camera Raw-outputfiler, herunder farvebitdybden, farverummet, outputtets skarphed og pixeldimensionerne. Indstillinger for arbejdsforløb bestemmer, hvordan Photoshop åbner disse filer, men påvirker ikke, hvordan After Effects importerer en Camera Raw-fil. Indstillinger for arbejdsforløb påvirker ikke de egentlige Camera Raw-data.

Du kan angive indstillinger for arbejdsforløb ved at klikke på den understregede tekst nederst i dialogboksen Camera Raw.

Farverum

Angiver farveprofilen for motivet. Generelt skal du indstille Rum til den farveprofil, som du bruger til RGB-arbejdsrummet i Photoshop. Kildeprofilen til Camera Raw-billedfiler er normalt kameraets eget farverum. De profiler, der er vist i menuen Farverum, er indbygget i Camera Raw. Hvis du vil bruge et farverum, der ikke er vist i menuen Farverum, skal du vælge ProPhoto RGB og derefter konvertere til det valgte arbejdsrum, når filen åbnes i Photoshop.

Dybde

Angiver, om filen åbnes som et billede med 8-bpc (bit pr. kanal) eller 16-bpc i Photoshop.

Størrelse

Angiver pixeldimensionerne, når billedet importeres til Photoshop. Standardpixeldimensionerne er dem, der bruges til at fotografere billedet. Hvis du vil gensample billedet, skal du bruge menuen Beskæringsstørrelse.

For kameraer med firkantede pixel skal du vælge en mindre størrelse end den originale for at sænke behandlingstiden, når du alligevel planlægger et mindre billede. En større størrelse svarer til opsampling i Photoshop.

Til kameraer, der ikke bruger kvadratiske pixel, er den originale størrelse den størrelse, der bedst bevarer det samlede pixelantal. Hvis du vælger en anden størrelse, minimeres den gensampling, som Camera Raw udfører, og giver dermed en anelse højere billedkvalitet. Størrelsen med den bedste kvalitet er markeret med en stjerne (*) i menuen Størrelse.

Bemærk: Du kan altid ændre billedets pixelstørrelse, efter det er åbnet i Photoshop.

Opløsning

Angiver den opløsning, som billedet udskrives med. Denne indstilling påvirker ikke pixeldimensionerne. Når et billede på 2048 x 1536 pixel udskrives med 72 dpi, er det ca. 28 1/2 x 21 1/4 tommer. Når det udskrives med 300 dpi, er det samme billede ca. 6-3/4 x 5-1/8 tommer. Du kan også bruge kommandoen Billedstørrelse til at justere opløsning i Photoshop.

Gør skarpere for

Gør det muligt at gøre outputtet skarpere til skærm, mat papir eller højglanspapir. Hvis du gør outputtet skarpere, kan du ændre pop op-menuen Mængde til Lav eller Høj for at formindske eller forøge den anvendte mængde skarphed. I de fleste tilfælde kan du lade Mængde være sat til standardindstillingen Standard.

Åbn i Photoshop som Smart Objects

Medfører, at Camera Raw-billeder åbner i Photoshop som et Smart Object-lag i stedet for et baggrundslag, når du klikker på knappen Åbn. Hvis du vil ignorere denne indstilling for markerede billeder, skal du trykke på Skift, mens du klikker på Åbn.

Nulstil Camera Raw-præferencer

  1. Hold tasten Kommando nede, og vælg Photoshop > Præferencer > Camera Raw (macOS) eller tasten Ctrl nede, og vælg Rediger > Præferencer > Camera Raw (Windows).

  2. Klik på Ja i dialogboksen, der spørger "Slet Camera Raw-præferencerne?"

    Slet Camera Raw-præferencer

    Der oprettes nye præferencefiler på den originale placering (se tabellen nedenfor).

macOS-placeringer for præferencer

Navn og beskrivelse

Filnavn

Kurve

Camera Raw-præferencer – indeholder alle de indstillinger, der angives i dialogboksen Camera Raw-præferencer.

Adobe Camera Raw [version] præf.

Brugere/[brugernavn]/Bibliotek/Præ

Windows-placeringer for præferencer

Navn og beskrivelse

Filnavn

Kurve

Camera Raw-præferencer – indeholder alle de indstillinger, der angives i dialogboksen Camera Raw-præferencer.

Adobe Camera Raw [version] præf.

Brugere/[user name]/AppData/Roaming/Adobe/CameraRaw/Setting

HKEY_CURRENT_USER/Software/Adobe/Camera Raw/[version]

 

Få hjælp hurtigere og nemmere

Ny bruger?