Bliv klogere på, hvilke slags stockfotos og -optagelser der er populære eller efterspurgte, så du kan finde ud af, hvad der kan sælges på markedspladser som Adobe Stock. Første del af serien 5 nøgler til at få succes med Stock, hvor vi hjælper Adobe Stock-bidragydere med at opnå indtjening og vækst.
Skil dig ud ved at skabe originalt stockindhold, som køberne efterspørger.
Kreative fagfolk over hele verden er altid på udkig efter overbevisende og aktuelt indhold, som de kan bruge i deres projekter. Og i takt med at de bliver presset til at komme med nye idéer, producere hurtigere og holde trit med et kulturelt landskab i hastig udvikling, vil deres behov for materiale af høj kvalitet bare blive større og større.
Du har som kunstner en fantastisk mulighed for at diversificere dine tilbud og blive internationalt eksponeret ved at placere dine værker lige foran disse indkøbere. Selvom det potentielt kan være indbringende at bidrage med indhold til en tjeneste som Adobe Stock, er der meget mere i det end bare at uploade sine filer, læne sig tilbage og vente på, at en strøm af passiv indkomst begynder at rulle ind. Du skal planlægge fremad og have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sælger, for at få virkelig succes.
Og så er vi der heldigvis til at hjælpe dig på vej. I denne serie ser vi på de vigtigste faktorer, du skal kende til for at opnå kommerciel succes som Adobe Stock Contributor – at kreere det, der efterspørges, at optimere din produktionsproces, at beherske dine metadata, at implementere smarte indsendelsesstrategier og at finde den rette balance mellem kvalitet og kvantitet.
Lad os starte med at undersøge, hvordan du kan skille dig ud fra konkurrenterne ved at skabe originalt indhold, som køberne rent faktisk er på udkig efter.
Udvælg en niche, og saml så meget information om den, som du kan.
Din første prioritet bør være at udvælge en niche, studere den og sikre, at du virkelig forstår dine potentielle køberes ønsker og behov. Start med at kigge på dine egne omgivelser og de ting, du holder af, for at se, om du kan bruge dem til at skabe unikt indhold med nye perspektiver. Hvis du for eksempel er en passioneret surfer, er der gode chancer for, at dine surfingbilleder vil vække større genklang hos kunderne end billeder taget af fotografer, der ikke ved noget om surfing. Hvis du har et almindeligt job, kan du måske bruge dine omgivelser og dit udstyr til at fortælle en historie på en autentisk og meningsfuld måde?
Jo mere du ved om dine kunder, og hvad der vækker genklang hos dem, jo bedre bliver du til at skabe produkter, som de vil købe. Du skal holde øjne og ører åbne for at være på forkant med udbud og efterspørgsel. Lav research, og analysér tendenser i din specifikke niche. Følg med i nyhederne for at se, hvad der skaber overskrifter, hold øje med reklamekampagner, og kig på inspirationsgallerier. Gå skridtet videre end bare at bladre gennem magasiner og blogge med fokus på kunst og kultur – find ud af, hvad der er relevant for dine kunder, så du ved, hvad de måske er på udkig efter.
Hold også et vågent øje med Adobe Stock-bloggen for at få information og støtte til dit arbejde: Her kan man finde strategiske indsigtsrapporter – som Adobes årlige Creative Trend Forecast – der præsenterer det indhold, der er stigende efterspørgsel på, samt indsigt i opdatering af billeder, der er relateret til sæsonbestemte og evigtgyldige temaer.
En af de nemmeste måder at være på forkant med, hvad der trender, er at køre en tom søgning på Adobe Stock. Det giver et overblik i realtid over det indhold, der er populært i øjeblikket. Du kan også kigge på vores kuraterede stocksamlinger og et udvalg af vores bedst sælgende indhold, og du kan tjekke fanen Indsigt i Contributor-portalen for at se de 10 bedste porteføljer fra den foregående uge. Følg med på Discord, og kig ind på Call for Content-kanalen, og sørg for at følge Behance Live for at få mere inspiration og adgang til Adobe Stock-teamets medlemmer. Endelig kan du tilmelde dig vores Adobe Stock Contributor-nyhedsbreve for at få de seneste nyheder om populære temaer og stilarter.
Med alle disse oplysninger kan du få en forståelse af, hvad der efterspørges i øjeblikket, hvilke typer indhold der er mangel på, og hvordan den kreative branche bruger stockaktiver, så du proaktivt kan skabe nyt, relevant indhold ud fra dette. Lav en aktiv liste, efterhånden som du får nye idéer. Når som helst og hvor som helst du finder inspiration, så skriv dine tanker ned på din telefon eller i en notesbog. Husk at gennemgå dine noter fra tid til anden, så du kan omsætte dine idéer til faktiske stockfotos, -vektorer, -videoer og meget mere.
Bland evigtgyldigt med sæsonbestemt og trendy indhold.
Trendy indhold kan være en stor sællert, men som regel kun i en begrænset periode. Sæsonbestemt indhold efterspørges på bestemte tidspunkter hvert år. Og evigtgyldigt eller tidløst indhold efterspørges altid, uanset de fremherskende tendenser eller sæsonbestemte øjeblikke. Man opnår de bedste resultater med sit stocksalg ved at skabe en effektiv blanding af trend-, sæson- og evigtgyldigt indhold.
Der vil altid være evigtgyldige emner og temaer, som sælger godt. Det drejer sig om stockbilleder og -videoer, der viser mad, familier, sundhed og velvære, natur og dyreliv samt erhvervslivet – især teamwork, digital transformation og fremtidens arbejde. Inden for disse temaer er der flere tendenser og aktuelle begivenheder, som du kan bruge til at formidle dit indhold. Der er for eksempel visse typer mad og drikke, som går ind og ud af mode, men der er en voksende, vedvarende trend omkring bæredygtighed og mere miljøbevidst fødevareproduktion. Prøv at finde på noget nyt – for eksempel en lokal vinkel, et nyt droneperspektiv eller en kombination af forskellige tendenser – for at få dit værk til at skille sig ud.
Anvend en kalender til at registrere kommende sæsonbestemte og aktuelle emner, der kommer i cyklusser, herunder dem, der er unikke for din indholdsniche og placering. Mange stockkøbere, som for eksempel store brands og designbureauer, der arbejder for disse brands, gør sig klar til julekampagner i god tid. Du kan bruge påmindelser i kalenderen til at sikre, at du uploader relevant indhold, cirka tre måneder før kunderne søger efter materiale, der passer til deres projekter.
For at få mest muligt ud af aktiverne med juletema skal du prøve at planlægge dine produktioner flere måneder til et år i forvejen. Så har du adgang til den rigtige indretning, vejret passer til temaet, og du kan bruge venner og familie som modeller. Tag billeder af forskellige religiøse og spirituelle højtider, traditioner eller fejringer, så du kan opfylde behovene på forskellige markeder.
Bedste praksis for at skabe efterspurgt stockindhold.
Vi har samlet nogle eksempler på bedste praksis, som kan hjælpe dig med at udnytte de kreative muligheder og skabe indhold, der sælger:
Skab et kommercielt tiltalende billedsprog.
Overvej, hvordan en stockkøber vil bruge det indhold, du fremstiller. Hvordan vil det se ud i en bannerannonce, en tryksag eller en tv-reklame? Læg mærke til det kommercielle indhold, du ser i hverdagen, så du kan forbedre og fremtidssikre dit arbejde. Sørg for, at dit indhold lever op til eller overgår disse kvalitetsstandarder.
Sigt efter realisme.
Stockindhold, der føles autentisk og vedkommende, er meget efterspurgt. Idéen om autenticitet kan være svær at definere, men det er et afgørende element i mange af de mest succesfulde stockbilleder. Det indebærer ofte også at vise rigtige mennesker i rigtige miljøer og situationer, så lad være med at dække eller redigere alle pletter væk eller kun bruge modeller, der lever op til overfladiske skønhedsidealer. På den anden side skal du huske, at realisme ikke betyder skødesløshed. Prøv at undgå ting som tøj, der ikke passer eller er plettet, dårlig belysning og rodede baggrunde. Tjek, at tøj og belysning er tiltalende, og vær bevidst om din billedkomposition for at sikre, at indholdet har kommerciel appel.
Sørg for en mangfoldig repræsentation.
Skab tankevækkende og præcise billeder af de mange forskellige etniciteter, køn, aldre, krops- og hudtyper og evner, der udgør vores verden. I øjeblikket er der for eksempel stor efterspørgsel efter indhold af høj kvalitet af familiegrupper med flere generationer og racer, og det samme gælder indhold, der repræsenterer mennesker med handicap på en følsom, anerkendende og realistisk måde. Udforsk Adobe Stock Advocates-programmet Creative Briefs for at få mere inspiration til de specifikke emner og temaer.
Indfang naturlige, ægte øjeblikke og steder.
Selv hvis alt andet er i orden, kan stockfotos og -videoer, der føles kunstige, opstillede eller for perfekte, afskrække køberne. Hvis du fotograferer iscenesatte motiver, skal du opfordre dine modeller til at forsøge at personificere de figurer, de spiller for kameraet. Brug lidt tid sammen med dine modeller, så de føler sig afslappede og naturlige på settet. Sigt efter hverdagsmiljøer, interaktioner i det virkelige liv og ærlige udtryk.
Overvej nøje garderobe, rekvisitter og teknik.
Sørg for, at tøj og andre rekvisitter er moderne, men ikke for trendy, så dine stockfotos og -videoer ikke hurtigt bliver forældede og mister værdi på lang sigt. Når man skaber stockaktiver, handler det ofte om at opretholde en balance mellem det, der er aktuelt, og det, der er tidløst, i hele porteføljen. Hvis du bruger elektroniske apparater, skal de ikke altid være i fokus. Hold tingene enkle, og tænk på holdbarheden af din styling og dine rekvisitter.
Undgå risici og kontroverser.
Kreative fagfolk er på udkig efter visuelt materiale, der skiller sig ud for kunderne uden at skabe negative associationer. I vores State of Creativity-rapport var 71 % af de adspurgte enige om, at deres virksomhed eller kunde var tilbageholdende med at løbe en risiko, når det drejer sig om visuelt materiale.
Tænk som en køber af stockindhold.
Hos Adobe Stock er vi altid på udkig efter nye, autentiske, trendy og kulturelt repræsentative aktiver, der hjælper stockkunderne med at fortælle deres historier. For at få mest muligt ud af dit indhold skal du være opmærksom på, hvad der trender, og hvad der er sæsonbestemt, og så bruge en blanding af begge elementer i dine produktioner. Fokuser også på dine kunders evigtgyldige behov for at være på forkant med udviklingen og fremstille indhold, der sælger igen og igen.
Tidens begivenheder og kulturelle bevægelser har inspireret kunder i alle brancher til at revurdere stockmateriale. Kunderne vil have mere mangfoldigt og inkluderende indhold, hvilket giver dig en fremragende mulighed for at skabe værker, der er inspireret af dine personlige erfaringer og perspektiver. Som Adobe Stock Contributor har du fuld kreativ kontrol over, hvad du gør, så vælg de tendenser, der både interesserer dig og passer til din niche. Hvis du finder det rigtige sted, er du godt på vej til at få succes med dine stockaktiver. I anden del af denne serie undersøger vi, hvordan du får mest muligt ud af dine produktioner og optimerer dit output for at være et skridt foran konkurrenterne.