Praktiske tips til at fremstille vellykket stockindhold. Anden del af serien 5 nøgler til at få succes med Stock, hvor vi hjælper Adobe Stock-bidragydere med at opnå indtjening og vækst.
5 nøgler til at få succes med Stock, anden del.
I første del af denne serie så vi på, hvordan man skaber aktiver, som stockkøbere er på udkig efter – nu er det tid til at fokusere på selve produktionsprocessen. Du skal være organiseret og optimere dine ressourcer for at finde en balance mellem trendy, sæsonbestemt og evigtgyldigt indhold og indarbejde disse temaer i dit værk. Fremstillingen af output, især når det gælder fotografi og video, er en af de mest kritiske opgaver for stockbidragydere. Hvis du gør det rigtigt, har du mulighed for at tænke langsigtet og skabe den rigtige type materiale, der sælger.
Lad os se nærmere på, hvordan du kan få mest muligt ud af din produktion – fra at finde en velegnet lokation til at forbedre dine billeder i efterbehandlingen – og også gennemgå bedste praksis for illustratorer.
Bedste fremgangsmåder til fotografering og video.
Det er dyrt at tage billeder, og det er ofte meget tidskrævende. Gør dit bedste for at komme forberedt, så du får det optimale ud af muligheden. Før du går i gang med selve produktionsprocessen, skal du lave så meget research som muligt og planlægge, hvordan du vil bruge din unikke lokation, dine rekvisitter og dine modeller. Detaljerne er vigtige og vil påvirke det langsigtede potentiale for dine færdige stockfotos og videoklip.
Lokationen.
Hvis det er muligt, så undersøg lokationen før optagelsen. Find en lokation, der er alsidig og giver dig masser af optagemuligheder. Sørg for, at der er mange steder, du kan bruge til flere forskellige opstillinger. Brug lidt tid på at tage billeder for at få en idé om, hvordan lokationen ser ud på forskellige tidspunkter af dagen med henblik på belysning, og – hvis det er relevant – find ud af, hvor solen står op eller går ned. Prøv at få så meget variation ud af lokationen som muligt, og få scenerne til at se forskellige ud hver gang, for eksempel ved at skifte modellerne og deres tøj ud eller ved at bruge forskellige vinkler og perspektiver.
Før du går i gang, skal du også bruge lidt tid på at organisere din lokation. Fjern forstyrrende elementer, og tilføj genstande, der leder øjet hen over kompositionen. Vær forberedt på at støve af eller rengøre området efter behov. Det er også en god anledning til at fjerne illustrationer og dække alle uønskede brandelementer eller logoer for at undgå problemer med immateriel ejendom. Et par minutter i begyndelsen kan gøre en stor forskel i sidste ende.
Modellerne.
Nutidens indkøbere vil gerne se rigtige, relaterbare mennesker i stockindhold, så brug lidt tid på at finde de rigtige modeller med mangfoldighed og autenticitet i tankerne.
Det kan indebære, at du kommer til at arbejde med folk, der ikke er professionelle modeller. Gør dem klar til at lykkes inden fotograferingen, og giv dem tid og plads til at føle sig godt tilpas foran kameraet (hvilket kan gøre en stor forskel i slutresultatet). Drøft eventuelle forventninger til garderoben, og forklar, hvad du ønsker at få ud af fotograferingen. Få modellerne til at forstå, at du prøver at gøre dem så præsentable som muligt, og at du er ude efter realistiske scener. Naturligt lys, som er vigtigt for autentisk indhold, hjælper også med at reducere angst.
Tilskynd dine modeller til at blive skuespillere, når kameraet er rettet mod dem, og til virkelig at påtage sig den rolle, de spiller, så autentisk som muligt. Men gå ikke for langt. Der er en hårfin grænse mellem salgbart materiale og klichéer. Og hvis modellerne har svært ved en bestemt scene, kan du bede dem om at fortælle, hvordan de normalt ville opføre sig i en lignende situation. Gør processen så samarbejdsorienteret som muligt, og inviter dem også til at forberede rekvisitterne til din optagelse (for eksempel at arrangere mad eller puste balloner op). Alt dette kan være med til at skabe tillid og gøre dine modeller trygge.
For at få det rigtige look skal du også tale med modellerne på forhånd om de temaer, du fotograferer, og om de forskellige beklædningsgenstande, de skal medbringe. Det er vigtigt, at de føler sig afslappede i tøjet, og at tøjet passer til indholdet. Gå altid efter enkelt, tidløst tøj uden logoer for at mindske risikoen for, at dit indhold kommer til at se forældet ud i den nærmeste fremtid.
Det kan være nyttigt at prøve at leve sig ind i dine modeller, så du kan repræsentere dem præcist. Det kan for eksempel være relevant at snakke med modellerne om deres etnicitet, kulturelle baggrund eller identitet for at få så mange præcise oplysninger som muligt og bedre kunne repræsentere dem i dine billeder. Det vil alt sammen hjælpe dig med at finde de rigtige nøgleord, som du kan bruge, når det er tid til at uploade dine billeder til Adobe Stock.
Denne detaljeringsgrad er virkelig nyttig for købere, der skal finde specifikke typer af billeder med mennesker. Vær varsom, når du taler om personlige forhold som race, kultur og køn. Nogle modeller vil være entusiastiske og åbne over for at diskutere dette, og andre vil måske ikke. I mange tilfælde vil modellerne sætte pris på din indsats for at afbilde og beskrive dem præcist.
Storyboardet, optagelisten og den visuelle humørtavle.
Igen er forberedelse alfa og omega. Lad være med at improvisere, når du kan planlægge. Overvej omhyggeligt, hvad du vil optage, og hvordan du kan indarbejde trendy, sæsonbestemt eller evigtgyldigt indhold, der er efterspurgt hele året.
Brug et storyboard til at visualisere din kommende optagelse. Skriv en optageliste med en beskrivelse af de billeder, du har tænkt dig at tage, sammen med en grov tidslinje. Det er også meget praktisk at lave en visuel humørtavle med referencebilleder, så du har noget at stræbe efter. Hvis du på et tidspunkt går i stå kreativt, kan du bruge humørtavlen som inspiration. Referencebilleder kan være alt fra faktiske scenarier, du vil genskabe, en generel stemning hos dine motiver eller endda bare lysreferencer, positurer eller vinkler og kompositioner.
Del alle disse dokumenter med alle, der er involveret i optagelserne. Sørg for at organisere de rekvisitter, du får brug for, og hvis der viser sig andre muligheder under selve fotograferingen, kan du være spontan og hurtigt ændre optagelisten.
Tag så mange billeder som muligt, også billeder af opstillinger eller stilleben, og tænk over nyttige variationer for at optimere salgspotentialet for alle dine billeder. Men vær selektiv med det, du sender ind, og vælg kun det bedste fra bunken.
Hvis du også optager video, skal du huske, at stockvideoer skal være 5-60 sekunder lange. Det er ikke nødvendigt med lyd (men du kan vælge at tilføje noget, hvis det er med til at give dine optagelser liv og atmosfære). Tilbyd også en række forskellige optageafstande, så køberne har mulighed for at vælge. Husk, at dit mål er at optimere de visuelle muligheder og kundens potentiale for historiefortælling.
Overvej at lave serier og varianter for at få mest muligt ud af det materiale, du har fotograferet (for eksempel ved at fremstille et lodret, et vandret og et panoramabillede fra hvert koncept, du har opstillet ved fotograferingen), men pas på med ikke at vælge for mange ens billeder. Dette kan opfattes som billedspam af vores moderationsteam og kan resultere i, at din konto bliver blokeret eller endda lukket permanent.
Hold dine ændringer simple og rene. Undgå for meget HDR og filtre, overmætning eller motiver, der er falmede, "vintage" eller mudrede uden kreativ hensigt – hold dem så naturlige som muligt, men flotte. Lidt, men godt. De kreative personer, der køber dine billeder, foretrækker selv at tilføje effekter, så de passer til deres brands og de kampagner, de arbejder på.
Huden skal derimod have struktur. Smuds kan være en vigtig del af billedets budskab, afhængigt af motivet, men tag dig tid til at rydde op i utilsigtede fejl med redigeringsværktøjet. En app som Adobe Lightroom kan gøre en stor forskel ved at hjælpe dig med at administrere, redigere og organisere alle dine aktiver, før du indsender dem.
Bedste praksis for illustrationer og vektorkunst.
Hvis du er illustrator, behøver du ikke at samle omfattende fotoproduktioner for at kunne skabe dit materiale. Der er dog stadig forskellige ting, man skal huske på for at optimere produktionen af illustrationer og vektoraktiver til Adobe Stock.
Købere er ofte på udkig efter flere typer indhold, som ser relaterede ud og har en sammenhængende æstetik. Det er ret ligetil at skabe variationer af dine illustrationer for at opfylde det behov – du kan genbruge designelementer til forskellige aktiver og omkonfigurere dem på forskellige måder. Du kan for eksempel ændre attributter som farver, streger og baggrunde. Skift retning og placering af de vigtigste designelementer. Tænk på at bruge et element til flere formål og i forskellige sammenhænge. Kombiner flere af disse muligheder for at få det bedste resultat.
Du kan også med fordel dele arbejdet op og gruppere varianter efter stil, tema eller motiv for at give dig selv mere plads til at udforske og tilbyde køberne flere matchende aktiver. Udvælg kun det bedste indhold, og sørg for, at hvert enkelt aktiv, du indsender, har noget særligt at tilbyde køberen – hvert bidrag skal være tilstrækkeligt forskelligt fra de andre til at tilføre meningsfuld variation og unik værdi.
En vigtig ting at vide er, at Adobe Stock-teamet accepterer op til tre farve-, stil- og kompositionsvariationer af det samme billede. Sørg for at konsultere vores retningslinjer for vektor- og illustrationsspam for flere detaljer, før du indsender.
Indhent altid tilladelse.
Du skal selvfølgelig have skriftlig tilladelse fra modellerne i form af en gyldig modelaftale, før dit indhold kan offentliggøres til kommercielle formål. Du skal også bruge en modelaftale til videoer, hvis stemmerne er genkendelige, og du skal bruge en til alle illustrationer eller vektorværker, der er baseret på rigtige mennesker eller kropsdele.
Det samme gælder for lokationer. Hvis du fotograferer en genkendelig ejendom eller et område, hvor der er betalt billet, skal du sandsynligvis bruge en ejendomsaftale. Nogle steder skal du have tilladelse til at optage og distribuere billeder til kommercielle formål, mens det andre steder slet ikke er tilladt. Hold dig orienteret, og find ud af, hvilken politik der gælder på din lokation, så du undgår problemer. Når du har de nødvendige aftaler, skal du samle dem alle på ét sted, så de er nemme at finde.
Yderligere tips til produktionssuccessen:
Hvad enten du laver stockfotos, videoer eller illustrationer, så brug følgende tips for at få de bedste resultater:
- Hav et formål i baghovedet. Tænk over, hvordan en køber vil kunne bruge eller fortolke dit værk. Er det egnet til et lykønskningskort, en brochure eller en infografik?
- Sørg for plads til tekst. Køberne kigger ofte efter indhold, der kan danne baggrund for tekst, uanset om det er til en præsentation, et kort, et produkt eller en video. Eksperimentér med at indarbejde negativ plads i dine billeder.
- Hold det simpelt. Lad der være masser af beskæringspotentiale, og sats på enkle kompositioner uden unødvendige detaljer, der kan begrænse brugen af dine billeder.
- Rediger diskret. Følg anvisningerne i vores Adobe Stock Contributor-brugervejledning for fotos, vektorer og video for at sikre, at dine billeder lever op til vores kvalitetsstandarder og tekniske krav.
Multifunktionelt + unikt = en vindende formel for stockindhold.
Variation og alsidighed er vigtigt, når du skal producere indhold. Planlæg altid fremad og tænk over, hvordan dine billeder kan bruges af køberne. Hvad er de mulige brugsscenarier? Hvilken sammenhæng vil dine aktiver kunne optræde i, og hvilket format vil køberne have brug for?
Mindst lige så vigtigt er det at tilføje dit personlige præg og sikre, at det, du laver, virkelig skiller sig ud fra mængden. Skil dig ud med den lokation og de modeller, du vælger, afprøv nye perspektiver, og find din egen stil. Jo mere omtanke og forberedelse du lægger i produktionen af dine billeder, jo mere øger du deres kommercielle potentiale.
I næste del af denne serie viser vi dig, hvordan du kan udnytte metadata bedst muligt. Det er med til at sikre, at du altid indsender dine aktiver med de rigtige nøgleord og titler, så de potentielle kunder kan finde dem.