Om farvestyring

Et farvestyringssystem udjævner farveforskelle mellem enheder, så du kan være rimeligt sikker på de farver, som systemet i sidste ende producerer. Ved at vise farver præcist kan du tage grundige farvebeslutninger i hele processen, lige fra digital behandling til endeligt output. Med farvestyring kan du også oprette output baseret på ISO, SWOP og Japan Color- produktionsstandarder for farveudskrivning.

Hvorfor farver sommetider ikke stemmer overens

Ingen enhed i et udgivelsessystem kan gengive hele skalaen af farver, som det menneskelige øje kan se. Hver enhed opererer inden for et bestemt farverum, som kan producere et bestemt område, eller skala, af farver.

En farvemodel fastlægger forholdet mellem forskellige værdier, og farverummet fastlægger den absolutte betydning af de pågældende værdier som farver. Nogle farvemodeller (f.eks. CIE L*a*b) har et fast farverum, fordi de forholder sig direkte til den måde, mennesker opfatter farver på. Disse modeller kaldes enhedsuafhængige. Andre farvemodeller (f.eks. RGB, HSL, HSB og CMYK) kan have mange forskellige farverum. Da disse modeller afhænger af de tilknyttede farverum eller enheder, kaldes de enhedsafhængige.

På grund af disse varierende farverum kan farver skifte udseende, når du overfører dokumenter mellem forskellige enheder. Farvevariationer kan stamme fra forskelle i billedkilder, den måde, programmer definerer farver på, trykmedier (avispapir gengiver en mindre farveskala end papir i tidsskriftskvalitet) og andre naturlige variationer, som f.eks. produktionsforskelle af skærme eller skærmens alder.

Farveskalaer for forskellige enheder og dokumenter
Farveskalaer for forskellige enheder og dokumenter

A. Lab-farverum B. Dokumenter (arbejdsrum) C. Enheder 

Hvad er et farvestyringssystem?

Farvetilpasningsproblemer opstår, fordi forskellige enheder og programmer bruger forskellige farverum. En løsning kunne være at have et system, som fortolker og oversætter farver præcist mellem forskellige enheder. Et farvestyringssystem (CMS) sammenligner det farverum, hvor en farve er blevet oprettet, med det farverum, der skal stå for output af farven, og foretager de nødvendige justeringer for at gengive farven så ensartet som muligt mellem forskellige enheder.

Et farvestyringssystem oversætter farver ved hjælp af farve profiler. En profil er en matematisk beskrivelse af en enheds farverum. En scannerprofil oplyser f.eks. et farvestyringssystem om, hvordan din scanner "ser" farver. Adobe-farvestyring bruger ICC-profiler, som er et format, der er fastlagt af ICC (International Color Consortium) som en platformuafhængig standard.

Eftersom ingen enkelt oversættelsesmetode egner sig til alle typer grafik, giver farvestyringssystemet mulighed for at vælge mellem gengivelses metoder eller oversættelsesmetoder, så du kan anvende den metode, der passer til grafikelementet. En farveoversættelsesmetode, der bevarer de korrekte forhold mellem farverne i et udendørsfotografi, kan f.eks. ændre farverne i et logo, der indeholder blege farvetoner.

Bemærk:

Der er forskel på farvestyring og farvekorrektion. Et farvestyringssystem korrigerer ikke et billede, der er gemt med tone- eller farvebalanceproblemer. Det tilvejebringer et miljø, hvor du kan vurdere billeder pålideligt set i lyset af det endelige resultat.

Har du brug for farvestyring?

Uden et farvestyringssystem er dine farvespecifikationer enhedsafhængige. Hvis produktionsprocessen er nøje styret til et enkelt medium, har du næppe brug for farvestyring. Du eller din trykker kan f.eks. skræddersy CMYK-billeder og angive farveværdier for et kendt, specifikt sæt af trykforhold.

Værdien af farvestyring øges, når du har flere variabler i produktionsprocessen. Farvestyring anbefales, hvis du regner med at genbruge farvegrafik på udskrifts- og onlinemedier, bruge forskellige slags enheder til et enkelt medie (f.eks. forskellige trykkerimaskiner), eller hvis du administrerer flere arbejdsstationer.

Et farvestyringssystem vil være fordelagtigt, hvis du har brug for at opnå noget af følgende:

  • Få forudsigelige og ensartede farver på flere forskellige outputenheder, herunder farveseparationer, din skrivebordsprinter og din skærm. Farvestyring er især velegnet til justering af farver til enheder med en relativt begrænset farveskala, f.eks. en trykpresse til firefarvetryk.

  • Foretage en soft proofing af et farvedokument på skærmen ved at få skærmen til at simulere en bestemt outputenhed. (muligheden for soft proofing afhænger af omstændighederne, som f.eks. lysforholdene i rummet).

  • Nøjagtigt evaluere og konsistent inkorporere farvegrafik fra mange forskellige kilder, hvis de også bruger farvestyring, og i nogle tilfælde også selvom de ikke gør det.

  • Sende farvedokumenter til forskellige outputenheder og medier uden manuelt at skulle justere farver i dokumenter eller oprindelige grafikobjekter. Dette er værdifuldt, hvis du opretter billeder, som skal bruges både på tryk og online.

  • Udskrive farver korrekt til en ukendt farveoutputenhed. Du kan f.eks. gemme et dokument online, som du vil kunne udskrive med on-demand-farveudskrivning hvor som helst i verden.

Oprettelse af et arbejdsmiljø til farvestyring

Dit arbejdsmiljø påvirker, hvordan du ser farver på skærmen og på tryk. Du får de bedste resultater ved at kontrollere farverne og lyset i dit arbejdsmiljø på følgende måde:

  • Se på dokumenterne i et miljø med et ensartet lysniveau og farvetemperatur. Sollysets farveegenskaber ændres f.eks. i løbet af dagen og dermed ændres farvernes udseende på skærmen. Så hold derfor persienner lukkede, eller arbejd i et rum uden vinduer. For at fjerne det blågrønne lys fra lysstofrør kan du installere D50-lys (5000 grader kelvin). Du kan også se på trykte dokumenter i en D50-lyskasse.

  • Brug et rum, hvor vægge og loft har neutrale farver. Farverne i et rum kan påvirke opfattelsen af både skærmfarver og trykte farver. Den bedste farve til et visningsrum er neutral grå. Derudover kan farven på dit tøj, der reflekteres i skærmens glas, påvirke farvernes udseende på skærmen.

  • Fjern farverige baggrundsmønstre fra skærmens skrivebord. Hektiske eller lyse mønstre omkring et dokument påvirker præcis farveopfattelse. Indstil skrivebordet til kun at vise neutrale gråtoner.

  • Gennemse dokument-proofs under realistiske forhold, som det færdige arbejde skal bruges i. Det kan f.eks. være en god idé at finde ud af, hvordan et katalog med husholdningsartikler tager sig ud under almindelige glødelamper, der benyttes i hjemmene, eller hvordan et katalog ser ud med kontormøbler under lysstofrør, som benyttes på kontorer. Den endelige farvevurdering skal dog altid foretages under de lysforhold, der er angivet i kontrakten.

Få hjælp hurtigere og nemmere

Ny bruger?