Brugerhåndbog Annuller

Farvestyring af dokumenter til onlinevisning

Farvestyring af dokumenter til onlinevisning

Farvestyring til onlinevisning er meget forskellig fra farvestyring til trykte medier. Med trykte medier har man langt mere kontrol over udseendet af det endelige dokument. Med onlinemedier vil dokumentet blive vist på en lang række skærme, som måske ikke er kalibrerede, og skærmsystemer, som i væsentlig grad begrænser din kontrol over farvernes ensartethed.

Når du farvestyrer dokumenter, som udelukkende skal vises på internettet, anbefales du at bruge sRGB-farverummet. sRGB er standardarbejdsrum til de fleste farveindstillinger i Adobe, men du kan kontrollere, at sRGB er valgt i dialogboksen Farveindstillinger (Photoshop, Illustrator, InDesign) eller i indstillingerne for Farvestyring (Acrobat). Når arbejdsrummet er indstillet til sRGB, bruger RGB-grafik, du opretter, sRGB som farverum.

Når du arbejder med billeder, som har en anden integreret farveprofil end sRGB, skal du konvertere billedfarverne til sRGB, før du gemmer billedet til brug på internettet. Hvis programmet automatisk skal konvertere farverne til sRGB, når du åbner billedet, skal du vælge Konverter til aktuelt farverum som RGB-farvestyringspolitik. Kontroller, at RGB-arbejdsrum er indstillet til sRGB. I Photoshop og InDesign kan du også konvertere farverne til sRGB manuelt med kommandoen Rediger > Konverter til profil.

Bemærk:

I InDesign konverterer kommandoen Konverter til profil kun farver i indbyggede, ikke indsatte, objekter i dokumentet.

Farvestyring af PDF-filer til onlinevisning

Når du eksporterer PDF-filer, kan du vælge at integrere profiler. PDF-filer med integrerede profiler gengiver farve ensartet i Acrobat 4.0 eller senere versioner, der kører på et korrekt konfigureret farvestyringssystem.

Husk på, at integration af farveprofiler øger PDF-filers størrelse. RGB-profiler er normalt små (omkring 3 KB), men CMYK-profiler kan ligge mellem 0,5 og 2 MB.

Farvestyring af HTML-dokumenter til onlinevisning

Mange webbrowsere understøtter ikke farvestyring. Af de browsere, der understøtter farvestyring, kan ikke alle forekomster siges at være farvestyrede, fordi de i nogle tilfælde kører på systemer, hvor skærmene ikke er kalibrerede. Desuden er det de færreste websider, der indeholder billeder med integrerede profiler. Hvis du administrerer et meget kontrolleret miljø, f.eks. intranettet i et designstudie, vil du måske kunne opnå en vis grad af HTML-farvestyring for billeder ved at udstyre alle med en browser, som understøtter farvestyring, og kalibrere alle skærme.

Du kan tilnærme farvers udseende på ikke-kalibrerede skærme ved hjælp af sRGB-farverummet. Men eftersom farver gengives forskelligt på ukalibrerede skærme, vil du stadig ikke kunne forvente den samlede skala af potentielle visningsmuligheder.

Få hjælp hurtigere og nemmere

Ny bruger?